Skip to main content
22. oktober 2025

Skoleelever i Charlottenlund sætter trivsel på skoleskemaet

Alt for mange unge mistrives – også i Charlottenlund. Nu får elever i udskolingen på Skovgårdsskolen og Skovshoved Skole undervisningsforløbet Hej Trivsel, der skal give dem værktøjer til at forstå sig selv, tale om svære følelser og passe på hinanden.

Af: Aleris | Foto: Aleris
PRESSEMEDDELELSE

Ifølge Børns Vilkår oplever hver tredje pige og hver ottende dreng i 8. klasse, at de mistrives. Det skal et nyt undervisningsforløb i dansk gøre noget ved. I alt seks 8. klasser i Charlottenlund deltager i uge 43 og 44 i det særlige danskforløb med fokus på trivsel.

To uger med fokus på trivsel

Forløbet strækker sig over to uger og er integreret i danskundervisningen. Eleverne arbejder med tekster, videoer og opgaver, der sætter fokus på temaer som perfektionisme, identitet og sociale forventninger. Lærerne får samtidig en workshop med konkrete redskaber, som de kan bruge videre fremover, så både fællesskabet og den enkelte elevs trivsel styrkes.

På Skovshoved Skole ser lærer for 8.E. Mathilde Laura Kristensen frem til trivselsforløbet:

Vi arbejder med trivsel som en vigtig del af skolens dannelsesopgave. Vi vil gerne styrke elevernes trivsel, da det også er fundamentet for deres læring. Derfor glæder vi os til forløbet, som kan give eleverne et fælles sprog og redskaber, som kan styrke både fællesskabet og deres personlige udvikling, fortæller hun.

Trivselsdag kickstarter forløbet

Hej Trivsel starter med en fælles trivselsdag på skolerne, hvor eleverne først spiller Trivselsspillet – et brætspil med dilemmaer og fællesskabsøvelser – og derefter skal ud at bokse, bevæge sig og samarbejde i en aktiv session.

Dagen ledes af psykologer fra Aleris PP og undervisere fra Skoleglæde.nu, der står bag undervisningsmaterialet. Målet er at give eleverne en fælles oplevelse og et sprog for trivsel, som kan bruge både i skolen og udenfor.

Vi kan ikke fjerne det, der er svært i livet, men vi kan give unge et sprog for det, og værktøjer til at håndtere det, siger psykolog Samuel Kirk-Haugstrup fra Aleris PP, der deltager i projektet.

Bag om projektet

Hej Trivsel er udviklet i samarbejde mellem psykologer fra Aleris Danmark og læringseksperter fra Skoleglæde.nu. Kombinationen af psykologfaglig viden og didaktisk erfaring gør forløbet unikt og sikrer, at mental sundhed bliver en naturlig del af danskundervisningen. Over de næste tre år vil udvalgte 8. klasser rundt om i landet få mulighed for at arbejde med forløbet som en del af danskundervisningen.

Vi ser det som en vigtig samfundsopgave at bidrage til at vende udviklingen og give børn og unge bedre forudsætninger for at trives – både i skolen og i livet udenfor. Med mere end 150 psykologer og psykiatere i Aleris PP giver det god mening, at vi bringer vores faglighed i spil i forebyggende indsatser målrettet unge, siger Michael Gram Kirkegaard, administrerende direktør i Aleris Danmark.

Forløbet er gratis og frit tilgængeligt for alle skoler, der ønsker at sætte fokus på trivsel i undervisningen.

Fakta:

Fakta: Mistrivsel blandt unge
  • Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2023 oplever stadig flere unge lav livstilfredshed.
  • I 8. klasse oplever hver tredje pige og hver ottende dreng mistrivsel (kilde: Børns Vilkår).
  • Mistrivsel kan påvirke både læring, fællesskaber og troen på egne muligheder og sætte spor langt ind i voksenlivet.
Fakta om Hej Trivsel
  • Målgruppe: 8. klasse
  • Indhold: Danskforløb med psykologisk og trivselsfagligt fokus
  • Varighed: 2 uger + 1 trivselsdag
  • Udviklet af: Aleris Danmark & Skoleglæde.nu
  • Formål: At styrke unges mentale sundhed, selvindsigt og fællesskab
  • Status: Projektudrulning i 2025, 2026 og 2027 på skoler i hele Danmark. Dette er anden runde af Hej trivsel. Første runde var i foråret 2025, hvor forløbet blev taget godt imod på 5 skoler på Fyn.
  • Undervisningsmaterialer: Gratis tilgængeligt for alle skoler på https://skoleglaede.nu/vaerktoejskassen/hej-trivsel

Læs mere her.